Hygge og uhygge, det kendte og det ukendte vil gå op i en højere enhed, når Café Nørrehus på Griffenfeldtsgade 6 får pustet nyt liv i det gamle kadaver af Fantom Bar. Mange lokale har nok gået og tænkt over hvad der mon foregår derinde. Det var jo år og dag siden det legendariske mørkebrune vandhul var åbent for offentligheden. I alle de mellemliggende år har facaden stået dér, med det store grønne skilt og markisen, der lover mere end det kan holde. Mange har måske endda haft en spooky fornemmelse af, at det efterhånden var blevet en spøgelsesbar – beliggende med præcis samme flagemuseflugts-afstand til hhv Assistens og Den Jødiske Kirkegård. Og det har da også været en del spooky rumstereten på det sidste. Mystiske personager er set komme og gå, hamre og banke og lave en djævelsk postyr.

Men frygt ikke: Det er blot holdet fra Crunchy·Varano, som også står bag Whammy Bar på Amar, Crane Brothers og Tahonga Lounge i Hillerød samt The Mudhoney og The Flatiron på Nørrebro, der åbner en ny retro/moderne bodega bag den i øvrigt uændrede facade. Men det er kun på overfladen, at alt er ved det samme. Der er opbygget en helt ny – og mindst lige så brun – rockbar op. Med paneler fra både et gammelt apotek og et afdødt posthus, en ganske unik Wurlitzer jukebox, et junglerum bevogtet af en glubsk panter, sin helt egen Fantom DRAM skabt af Phantom Spirits og en smålegendarisk DJ-pult indbygget i endnu en jukebox fra 60erne.

Åbningstider: Tors – 19:00-02:00, Fre-Lør – 19:00-03:00

Ekstra åbent onsdag d. 27.3 inden Påske. Kl 19:00-01:00